Translate this article to English via Google
Kronik: Gid mine børn var hasselmus
Vigga Svensson: Hvorfor skal de, der sviner, gå direkte gennem
systemet uden nogen form for afgifter, mens vi andre skal pålægges
enorme ekstra udgifter? Det er en bombe under al bæredygtig produktion.
Det svarer til, at den berømte fynske hasselmus, der fik en hel
faunapassage over en motorvej, selv skulle betale for den.
Læs kroniken i Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/article/20090821/kronikker/708210066/
»Vi er ikke hasselmus. Men vores børn fortjener i det mindste at blive behandlet lige så godt. Nedsæt en kommission! Giv os en national handlingsplan! Gør noget!
Hasselmusen er en nuttet lille syvsover, der spiser knopper, bær, bark og insekter og sover syv måneder om året. Men der er ikke særlig mange hasselmus tilbage i Danmark, så da man i 2003 fandt en musefamilie på Fyn, ændrede man den planlagte motorvej mellem Odense og Svendborg og byggede en faunatunnel til mange millioner kroner. Ingen ved, om musene vil bruge tunnelen, men nu har de da i hvert fald en chance for at komme derover, hvis der skulle vise sig en dejlig brombærbusk på den anden side af den farlige vej.
Hvis man tog børn, voksne og miljøet lige så alvorligt som dyr, ville tøjproduktionen se radikalt anderledes ud. Lige nu er det frygtelige forhold, der gør sig gældende, forbrugerne er forvirrede, medierne fordummer og trætter, og politikerne tager det ikke alvorligt, men leverer igen og igen en række symbolske statements uden nogensinde at gøre noget, der for alvor kommer til at gøre en forskel.
25 procent af al verdens forbrug af sprøjtegifte går alene til bomuld. For hver ottende T-shirt bliver der brugt et kilo pesticid. Men at tro at det kun ødelægger naturen vil være naivt. En klassisk måde at sprøjte markerne på er ved at sprede giften fra et fly. Flyet bliver tanket op med gift, som bliver spredt ud over store områder fra luften, og selvom det virker urimeligt, så stopper flyet ikke dyserne, når den flyver over en lille landsby.
En anden måde at arbejde med giften er ved, at arbejderne selv fordeler den. Ét lille vindpust der går i den forkerte retning, og de får giften på sig. Som så igen bliver slæbt med hjem til deres familier og givet videre til deres børn. WHO har anslået, at 40.000 mennesker dør om året alene på grund af arbejdet med pesticider, og at over en million bliver indlagt med skader og sygdomme. Og tænk så på alle dem, der ikke har adgang til hospitaler og læger. Og alle de børn der bliver født misdannede og syge. Alene fordi vi i Vesten skal have billigt tøj.
Nu ville vi desværre næppe flytte motorveje og investere store summer af hensyn til børn på den anden side af Jorden, men det er heller ikke nødvendigt. Den måde, vores tøj bliver produceret på, har nemlig også alvorlige konsekvenser for vores egne børn.
Bomuldens gang på jorden er en helt igennem tragisk historie. Først bliver den plantet, så bliver den oversprøjtet med gift for at holde insekterne på afstand. Så bliver den sprøjtet med løvfældningsmidler, også kendt som det Agent Orange, der blev brugt flittigt under Vietnamkrigen med katastrofale skader som følge. Men for bomulden betyder det, at den hurtigere og lettere kan plukkes.
Herefter bliver den udsat for klorblegemiddel, tungmetalholdige farvestoffer, kræftfremkaldende aminer og formaldehyd for at gøre den krølfri og modvirke bakterievækst under transport, og derefter bruges der syntetiske vaskemidler, som er miljøskadelige og hormonforstyrrende på mennesker. Hvorefter de fleste afslutter med en god gang ftalater i et tryk et sted omkring maven.
Vi har ingen præcis viden om, hvor stor skade det gør på et barn at gnubbe hud med hormoner og deslige, men de fleste forskere er enige om, at det er slemt. Huden er barnets største organ, og det mindste man kunne gøre, altså hvad der svarer til, at man ikke tager en flammekaster og fjerner alle hasselmusene fra jordens overflade én gang for alle, ville være straks at forbyde enhver brug af konventionel bomuld og alle former for kemisk behandling. Nu er der næppe nogen, der har politisk mod til noget så drastisk, medmindre måske at hasselmusen eller den sjældne sommerfugl hedepletvinge valgte at slå lejr i nærheden af markerne, hvor bomulden dyrkes, hvilket efterlader ansvaret på forbrugerne og producenterne.
Og her bliver det rigtig kompliceret, da stort set alle sider af den bæredygtige sektor fokuserer enormt ensidigt. Det nye begreb, som vi er nødt til snart at få øjnene op for, hedder greening, hvor man tager fat om både de miljømæssige spørgsmål, energiforbruget samt de sociale forhold. Lysten til økologi og mindre CO2 går ofte hånd i hånd i forbrugerens hoved, men kolliderer eftertrykkeligt nede i indkøbsposen. De spanske tomater, der ikke er økologiske, er sprøjtet med pesticider, som på sigt ødelægger grundvandet, mens de økologiske danske er dyrket i opvarmede drivhuse, som bruger så meget energi, at det på sigt ødelægger hele Jorden! T-shirten af økologisk bomuld er fragtet i enorme mængder plastik, der ødelægger miljøet, produceret på dårlige fabrikker hvor børn mister deres fingre i maskinerne, og til sidst tilsat kemikalier, ftalater og hormoner, som ødelægger vores børns forplantningsevner.
Risikoen for, at inertien breder sig i befolkningen og blandt de mange bæredygtige producenter, er stor. Derfor er der brug for politisk handling. Heldigvis kan der med enkle midler gøres en stor forskel.
Miljømærkerne skal som det allerførste ses alvorligt efter i sømmene. Når man som tøjproducent omlægger hele sin produktion for at redde menneskeliv i Indien og Kina og skåner både miljø, børn og klima, er det eneste bevis over for forbrugerne en lang række mærker. Men ingen kender til mærkerne, og de er utrolig dyre. Det koster for eksempel tusindvis af kroner at få et stykke tøj Økotex-certificeret, som er en garanti for, at der ikke er nogen skadelige stoffer i slutproduktet. En undersøgelse, der kun er få måneder gammel, viser, at det er under to procent af de kvinder, der køber tøj til deres børn, der har nogen anelse om, hvad Økotex står for. Eller EU-Blomsten eller GOTS for den sags skyld. Det er absurd. Det er en bombe under al bæredygtig produktion med den omvendte bevisbyrde, som det jo i virkeligheden er. Det svarer til, at hasselmusene selv skulle betale for omlægningen af motorvejen og etableringen af en faunavej. Hvorfor skal de, der sviner, gå direkte gennem systemet uden nogen form for afgifter, mens vi andre skal pålægges enorme ekstra udgifter? På energisiden taler alle om subsidier. Den bæredygtige tøjproduktion beder ikke engang om støtte, men blot om fair vilkår. Tving dem, der sælger sundhedsfarligt og forurenende tøj, til at lade det fremgå tydeligt af emballagen, ligesom de, der laver sundt tøj, bliver tvunget til at bruge formuer på at dokumentere, at det ikke forurener. Miljømærket EU-Blomsten kræver for eksempel blandt en lang række andre krav, at man har nøjagtig dokumentation for alt spildevand fra den fabrik, tøjet bliver produceret på. Det er ikke en billig dokumentation at fremskaffe.
Introduktionen af et generelt miljømærke vil kunne løse op for det usympatiske billede, der er ved at tegne sig på den bæredygtige scene, hvor store koncerner misbruger behovet for at tænke grønt. Økologi, CO2-besparelser og social ansvarlighed er blevet et modeord, der udtænkes af marketingchefen, der har fået øjnene op for, at én procent greening kan gøre det lettere at sælge de 99 procent, der sviner hæmningsløst. Den hopper forbrugerne måske på nu, og hvis vi er heldige, så begynder de at stille større og større krav. Eller også går det den anden vej, og økologi og bæredygtighed kommer til at hænge dem langt ud af halsen, fordi de godt kan gennemskue, at det for de fleste virksomheder blot er endnu en måde at lokke dem til at købe mere.
Vi har brug for anerkendelse af de firmaer, der rent faktisk tænker på miljøet, for eksempel ved at give det generelle miljømærke til dem der gennem et grønt regnskab kan bevise, at hele deres produktion overordnet er bæredygtig.
Momsdifferentiering på sundt tøj er en anden logisk vej, der burde diskuteres lige så alvorligt, som man ser det inden for fødevareområdet. Lige nu er det usundeste tøj det billigste. Ligesom det også er oplagt at yde støtte til forskning i mere sikre, sunde og grønne metoder til produktion af tøj. Vi er ikke hasselmus. Men vores børn fortjener i det mindste at blive behandlet lige så godt. Nedsæt en kommission! Giv os en national handlingsplan! Gør noget!